Grønlandsudstilling kommer til Aalborg: ”Ingen har kaldt den Grønlandsudstilling”

Kunstudstillingen er centreret omkring forskellige måder at opfatte havet på. Foto: Ukendt

Den 6. marts godkendte Økonomiudvalget i Aalborg Kommune en bevilling til at afholde en kunstudstilling udarbejdet af organisationen NUKIGA, en kulturel organisation med fokus på Grønland. I sagsbeskrivelsen omtales projektet som en Grønlandsudstilling, men kurator på udstillingen er kritisk overfor denne betegnelse.

Økonomiudvalget skriver i referatet fra deres udvalgsmøde i mandags, at de er stolte over at kunne præsentere et tilskud til NUKIGAs Grønlandsudstilling Havet, som derfor kommer til Aalborg til december.

Problemet er bare, at Grønlandsudstilling er en misvisende titel og kan give forkerte associationer, mener Laila Lund Altinbas, kommunikationsmedarbejder ved Det Grønlandske Hus i Aalborg og kurator på vandreudstillingen.

”Det er en kunstudstilling med værker fra grønlandske kunstnere, som tager udgangspunkt i havet. Ingen har kaldt det en Grønlandsudstilling. Det lyder som en udstilling med værker, der skildrer selve Grønland.”

I stedet siger hun, udstillingen blot skal kaldes Havet. Det grønlandske aspekt handler kun om at give en platform til grønlandske kunstnere og hjælpe dem ind på det danske kunstmarked.

Det viser sig dog at være NUKIGA selv, der er skyld i den misvisende navngivning.

”Vi var nødt til at anvende en midlertidig arbejdstitel i det materiale, vi sendte afsted til kommunen, da den endelige titel ikke var på plads,” siger NUKIGAs kommunikationschef, Stine Høj Østergaard.

Udstillingen indeholder værker af en række forskellige samtidige grønlandske kunstnere, blandt andet Aka Høegh, hvor alle kunstværkerne fortolker havet som motiv.

Havet har fernisering på Grønlands nationaldag den 21. juni i Vejle, hvorefter den blandt andet skal forbi Aarhus, København og Nuuk, inden den udstilles på Aalborg rådhus i december.