Ældre mand fanget under sneslynge

Klokken kvart i seks i morges modtager Nordjyllands Beredskab en alarm. Det drejer sig om en ældre herre, der har fået foden i klemme under en sneslynge, da han var ude for at høvle sne. 

Natten til i dag fandt sneen vej til Nordjylland trods den ellers påbegyndte forårsmåned. I morges kunne aalborgenserne vågne op til omkring 15 centimeter sne. Det satte gang i snehøvlen hos flere. 

Allerede klokken kvart i seks i morges modtog Nordjyllands Beredskab en alarm i denne forbindelse. Henvendelsen drejede sig om en ældre mand, der i led med snerydningen var snublet og havde fået foden i klemme under en sneslynge. 

Danmarks Meteorologiske Institut varsler om helt op til mellem 30 og 40 centimeter sne nogle steder i Nordjylland. Der ser dog ikke ud til at være sket mange uheld i snestormens navn, hvis man retter blikket mod dagens aktivitet hos Nordjyllands Beredskab. Ifølge Beredskabsstyrelsens opgørelse over de seneste alarmer fra alarmcentralen 112 på ODIN.dk er der siden klokken ni i morges registreret færre alarmer i Region Nordjylland, end der kan tælles på én hånd.

Det kan muligvis skyldes, at aalborgenserne undlader at bevæge sig ud i tumulten. Flere af Aalborgs skoler erstatter nemlig den fysiske tilstedeværelse med virtuel undervisning.

Hvad angår den ældre herre, blev der sendt en ambulance ud efter ham. Manden blev tilset og efterfølgende kørt til tjek på skadestuen. Beredskabet bekendt er manden ikke kommet noget til. Han var blot kommet til at sidde så godt fast under sneslyngen, at han måtte have hjælp til igen at komme fri.