Aalborg Kommune har sammen med fem andre af landets største kommuner sendt et åbent brev til sundhedsminister Sophie Løhde (V) og ældreminister Mette Kierkgaard (M). I brevet foreslår kommunerne 22 konkrete regler, der kan fjernes og dermed mindske bureaukratiseringen i kommunerne. Det vil ifølge kommunerne give mere tid med de varme hænder.
Der skal skub på afbureaukratiseringen.
Det er hovedbudskabet bag det brev, Aalborg Kommune sammen med landets fem andre største kommuner har sendt til sundhedsminister Sophie Løhde og ældreminister Mette Kierkgaard. Brevet giver 22 forslag til regler, der ifølge kommunerne nemt kan afskaffes og mindske bureaukratiseringen.
I Aalborg Kommune har man tidligere arbejdet med afbureaukratisering. Det kan dog være svært at afbureaukratisere uden hjælp fra Christiansborg. Det fortæller Maja Torp (V), der er formand for Senior- og Omsorgsudvalget i Aalborg Kommune:
”Vi vil gerne selv afbureaukratisere og har arbejdet aktivt med det de sidste år. Det, vi oplever, er, at vi får tilført opgaver, der gør det mere bureaukratisk og giver flere administrative opgaver.”
Kontrol og tilsyn giver ressourcespild
De 22 forslag er udarbejdet af København, Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers. De handler primært om sundheds- og ældreplejeområdet, der ifølge kommunerne er præget af ressourcekrævende tilsyn og strenge kontrolkrav. Maja Torp fremhæver en regel, der bestemmer, at der skal foregå hele tre årlige overlappende tilsyn af alle kommunens plejehjem. Ifølge hende er det unødvendigt spild af ressourcer, at tilsynet skal foregå af tre omgange, når ressourcerne med fordel kunne gå til beboerne på plejehjemmene:
”Hver gang, vi får administrative opgaver, så går det fra de hænder, vi skal bruge tæt på borgeren – og de hænder har vi i forvejen svært ved at skaffe.”
De 22 forslag er samlet i et katalog og sendt til de to ministre. Samtidig opfordrer de seks kommuner borgere og arbejdspladser til at sende andre forslag ind. De vil blive samlet på hjemmesiden afbureaukratiser.nu. Maja Torp fremhæver dog, at brevet er tænkt som en hjælpende hånd til Christiansborg – ikke en kritik:
”Det handler om samarbejde og om at hjælpe hinanden. Det her er et forsøg på at hjælpe politikerne på Christiansborg med afbureaukratisering, så vi får nogle rammer, der ikke spænder ben for os.”
Frie rammer giver bedre service
Maja Torp fortæller, at borgerne ikke bør frygte, at afbureaukratiseringen medfører serviceforringelser eller dårlig kontrol – tværtimod. Hun fremhæver et initiativ i Aalborg Kommunes hjemmepleje, Borgerens Faste Team. Her er et af kommunens 12 distrikter blevet fritstillet til at kunne køre selvstyrende teams. Bruger- og medarbejdertilfredshedsundersøgelser har vist, at projektet har haft en positiv indvirkning på tilfredsheden i ældreplejen. Heller ikke mindre kontrol i det offentlige ser hun som en dårlig ting:
”Der skal stadig føres kontrol i kommunerne, men det er en balancegang. I dag har vi alt for meget kontrol. Hvis man vil sætte kommunerne fri, som man siger, man vil, så bliver man nødt til at give de rigtige rammer til det.”
Kommunerne har endnu ikke fået svar fra hverken sundheds- eller ældreministeren, men Maja Torp er fortrøstningsfuld:
”Vi håber, at forslaget bliver taget godt imod. Der bliver sandsynligvis en dialog nu, hvor kommunerne og Christiansborg kan sparre med hinanden og finde de gode løsninger.”
I næste uge skal ældreministeren efter planen mødes med de seks kommuner i Aalborg til KL’s kommunalpolitiske topmøde.