Torsdag d. 9. marts skulle der have været debat i højsædet på Vodskov bibliotek. Grundet for få deltagere så arrangørerne sig nødsaget til at aflyse.
”Debatakademiet skal opildne folk til at tage fysisk del i den demokratiske samtale.”
Sådan lyder det fra Teis Kronborg, der er tovholder på arrangementet. Det er imidlertid et arrangement, der bliver udskudt grundet for få tilmeldinger.
Det er noget, der ærgrer arrangørerne, men det er ikke noget, der overrasker dem. Teis Kronborg peger på, at det altid er svært at søsætte et nyt koncept. Her kan folk bedre forholde sig til formater, de kender. Derudover peger han på den digitale tilstedeværelse som en mulig årsag:
”Det kan være en overvindelse for nogle at skulle væk fra Facebook-tastaturet og mødes ansigt til ansigt.”
Debatakademiet er et event, hvor Aalborg Bibliotekerne forsøger at skabe et demokratisk rum ude på lokalbibliotekerne. Eventet var planlagt til at skulle foregå på Vodskov bibliotek.
Debatten ligger i Aalborg Bibliotekernes vision
Selvom Debatakademiet ikke kommer flyvende fra start, betyder det ikke, at man dropper konceptet. I visionerne for Aalborg Bibliotekerne står det udtrykkeligt, at de vil være ’arena for demokratisk debat og deltagelse’.
Derfor ligger arbejdet nu i at forbedre konceptet og skabe opmærksomhed, så borgeren får lyst til at deltage i deres debatinitiativ version to, mener Teis Kronborg:
”Det er vanlig praksis for os, når vi sætter et nyt projekt i søen, at vi prøver det af, men ikke er blege for at lave justeringer. På samme tid kan det også være, at vi skal ud i lokalområdet og stemple dørklokker for at gøre mere opmærksom på os selv.”
Vil lære folk at debattere
For Teis Kronborg ligger der et essentielt grundlag i at uddanne borgeren gennem debatakademiet:
”Vi vil øve borgeren i at debattere, inden de bare kaster sig ud i det – fysisk såvel som bag tastaturet. Det bliver forhåbentlig mindre vigtigt at få ret og mere vigtigt at få flere nuancer og perspektiver indenfor det, man debatterer om. ”
Der ligger næstefter også en relevans for det samfund og demokrati, vi lever i. Debatakademiet tror på, at den fysiske debat kan skabe et stærkere demokrati, hvis alle deltager i debatten på en oplyst og indsigtsfuld måde.