Nyt udspil: Barnets Lov skal gøre det muligt for kommuner at tvangsbortadoptere før fødslen

Kommunalbestyrelsen skal stå for screeningen af de udsatte familier. Foto: Jens-Emil Nørgaard

Den 1. april træder Barnets Lov efter planen i kraft. Den skal gøre det muligt for kommunerne at tvangsbortadoptere ufødte børn.

Barnets Lov skal snart diskuteres igen i Folketinget på Christiansborg. Et af de områder i den nye lov, der har mødt kritik blandt politikere, er muligheden for at tvangsbortadoptere ufødte børn. Førhen var grænsen for tvunget bortadoptering tre måneder efter barnets fødsel.

Medlem af job- og velfærdsudvalget i Aalborg Kommune, Sofie Therese Svendsen (C), svarer på mail. Hun forholder sig skeptisk overfor, at familier kan få pålagt at bortadoptere deres barn.

”Som udgangspunkt mener jeg, at børn har det bedst sammen med deres familier. Det er et komplekst og voldsomt indgreb.”

Men understreger, at hver sag er unik , og at det er svært at lave en opskrift, der tilgodeser alle udsatte familier.

Sofie Therese Svendsen vil først forholde sig til Job- og Velfærdsudvalgets rolle, når det er helt sikkert, at det bliver stemt igennem.

Mængden af tvangsbortadoptioner på landsplan har været støt stigende de seneste år. I 2020 blev 30 børn tvangsbortadopteret viser tal fra Ankestyrelsen. I 2016 var det kun en familie, der blev tvunget til at bortadoptere.

Der er rettet henvendelser til formand for Job- og Velfærdsudvalget, Nuuradiin S. Hussein. Han er ikke vendt tilbage.