Tavs demonstration prøver at råbe politikerne op 

Foto: Anne Luna Skallerup Andersen

Donerede bamser danner rammen for protestdemonstrationen, der står foran Familieretshuset i Aalborg. For at signalere utilfredshed over, hvordan Familieretshuset behandler brudte børnefamilier.  

En demonstration med bamser hænger med protestskilte foran Familieretshuset i Aalborg. Formålet er at råbe politikere, borgere, forældre og bedsteforældre op. Dennis Gilarski står bag demonstrationen: For Børnenes Fremtid, som for første gang den 4. marts er stillet op i Aalborg.  


Dennis Gilarski oplever, at forældre kan komme med påstande om hinanden, som Familieretshuset ikke følger op på, og det har konsekvenser:  

“Familieretshuset giver ikke forældrene lov til at vise deres uskyld” 

Når der er konflikt mellem forældrerene, kan børnene ikke blive udleveret mellem forældreparret. Det betyder, at børnene kan vente i lang tid på at have samvær med den anden forælder. Dennis Gilarski udtaler: 

“Familieretshuset fungerer ikke optimalt. Sagsbehandlingerne bliver trukket i langdrag, og de tre ansøgninger man skal udfylde for samvær med sine børn skal kortes ned til én” 


Demonstrationen har formået at råbe en politiker op. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige kontaktede Dennis Gilarski, der blev inviteret til et kaffemøde for at høre mere om projektet. Men Dennis Gilarski har ikke hørt noget fra Kim Edberg Andersen eller om et nyt lovforslag siden. 

AalborgLiv har været i kontakt med Familieretshuset i Aalborg, men de ønsker ikke at kommentere på den konkrete sag. Presseafdelingen for Familieretshuset har vendt skriftligt tilbage på vores spørgsmål om, hvordan de forholder sig til demonstrationen, og om de selv oplever, at Familieretshuset fungerer optimalt. Til det skriver de:  

”Det er altid en svær og sårbar situation, når forældre går fra hinanden, og familier bliver splittet. 

De personer, der står bag demonstrationen med bamser og plakater foran Familieretshuset, ønsker, at børn i brudte familier trives og har det godt, og det er også vores fokus i Familieretshuset. 

Derfor er omdrejningspunktet i vores arbejde, sammen med familierne, at finde de løsninger, der er bedst for barnet.”