Kvindernes internationale kampdag: ”Vi står på skuldrene af kvinder, der har kæmpet for os”

Kvindernes internationale kampdag bliver fejret på Nytorv i Aalborg. På programmet er der taler, poetry slam og fællessang.

”Er det min skyld, at jeg som kvinde ved, at jeg ikke kommer til at få samme fornemme løn som fucking Frederik?” lyder det fra Sigrid Krogsgård, som står på en lille scene midt på Nytorv. Hun har skrevet et digt i anledningen af kvindernes internationale kampdag. Rundt omkring scenen står der en gruppe aalborgensere – både mænd og kvinder – klar til at fejre kampdagen med skilte og badges.

FH Nordjylland står bag arrangementet. Det er vigtigt for dem at sætte fokus på, at der stadig er noget at kæmpe for. For dem er arrangementet en markering af, at der stadig mangler meget, før der er ligestilling i verden.

”Flere og flere kvinder får frataget deres muligheder for at være sig selv. Der er eksempler på, at kvinder ikke må få undervisning. Rundt omkring bliver vores rettigheder mindre og mindre i stedet for at blive flere og flere,” fortæller Anna Kirsten Olesen, som er formand for FH Nordjylland.

I løbet af arrangementet kommer der flere nysgerrige tilskuere til. De følger med i talerne, synger med på fællessangene og hujer, når det bliver gjort klart, at der stadig skal kæmpes for kvinders rettigheder.

En af de fremmødte er Rikke Raasthøj. Det er første gang, hun er til et arrangement på kvindernes internationale kampdag. For hende er kampdagen begyndt at betyde mere for hende.

”Jeg synes, det er vigtigt, at alle har lige rettigheder, og det er derfor, jeg mødt op i dag.”

Hun har før i tiden ikke lagt meget i kampdagen, men som hun er blevet ældre er hun begyndt at gå mere op i det.

Der er ikke ligestilling, når 118.000 kvinder om året udsættes for partnervold,” fortæller Sandi Sjørup. Foto: Emily Holland-Fischer

Der er stadig uskrevne regler for kvinder

Til arrangementet er der inviteret to talere, og indimellem er der underholdning i form af poetry slam og fællessang.

Sandi Sjørup er en af dem, der skal holde tale på torvet. Hun er foredragsholder med udgangspunkt i evidensbaseret sexologisk viden. Hun sætter fokus på, at der ikke er ligestilling, når der er forskellige uskrevne seksuelle regler for drenge og piger om, hvad de må og ikke må.

”Drenge må have sex med flere, hvor piger stadig er begrænset i deres seksualitet.”

Sandi Sjørup mener, at ens køn bliver tillagt for meget betydning, da der er stor forskelsbehandling. Hun lægger vægt på, at det er en kampdag, da der stadig er en kamp, som skal kæmpes. ”Jeg vil gerne minde folk om, at vi står på skuldrene af kvinder, der har kæmpet for os, og vi skal blive ved med kæmpe for dem og for de næste generationer,” siger Sandi Sjørup